Syngende pind i dunkelt rum

Der er noget, der gør, at jeg bliver forvirret over, hvad det er jeg ser på. Er det et frosset lyn? En blødt bugtende, hvid struktur synes at svæve frit i luften. Det lille KRAFT-galleri i Bergen har ikke meget plads, men er ofte gode til at udnytte de få kvadratmeter, de har. Bagerst ligger det specielle rum, hvor der er mulighed for næsten total mørkelægning: The Vault, stedet hvor der tidligere lå en bankboks. Det er her, man støder på Åsne Kummeneje Mellems værk Sissiimässä – som kan oversættes til det inderste. 

Jeg fatter efterhånden, at jeg ser på et system af afbarkede, tynde grene, som er snoet sammen med en bestemt teknik (tægerbinding, på norsk). Langt bag i min hjerne husker jeg, at vi forsøgte at lave stenalderpile med en flot formet pilespids af flint, som jeg fandt på vores sommerhusgrund. Vi placerede spidsen på en tynd pilegren, hvis yderste del var splittet i to. Vi forsøgte at binde spidsen fast med bånd af bark. Det er fascinerende, at jeg står her i et galleri og må lukke øjnene og søge så langt tilbage i min bevidsthed for at finde et sprog for, hvad jeg ser. Tankerne forsvinder bogstavelig talt langt ned i nakken på mig. 

Det næste der sker er, at mit associationsberedskab serverer mig ord, jeg er tilbøjelig til at afvise som klichéer. Formerne ligner jo nordlys, rensdyrgevir? Jeg spørger mig strengt, om jeg virkelig tror, jeg står i en slags souvenirbutik. Spørgsmålet, som jeg ikke finder svar på, er, om Kummeneje Mellem bevidst iværksætter den slags klichéer, eller om jeg projicerer min egen mangelfulde viden om hendes kultur på værket. 

Åsne Kummeneje Mellem (f. 1995) har en master fra Tromsø Kunstakademi 2021. Hun arbejder med en traditionel kvensk metode for kunsthåndværk ved navn kästiyö. Google kan overhovedet ikke hjælpe mig. Kvensk er et af fem minoritetssprog i Norge. Det kvenske folk lever for det meste i det nordligste Norge og kom oprindeligt fra Finland, men er etableret med eget sprog og egne traditioner før nordmændene, som vi kender dem, disse halvvejs danske kolonialister, flyttede ind og overtog showet. 

Der er et vist slægtskab med den anden kunstner, som udstiller i det større rum. Her findes Tina Kryhlmanns (f. 1986) værk Tempeltrepassasjen. Jeg tror først, at jeg ser på en slags fiske- eller drageskel sat sammen til nogle fragmenterede kroppe, som svæver over mig. Det er imidlertid de karakteristiske vifteformede blade fra det japanske Ginkgo biloba-træ, som er sat sammen - med hvilken teknik aner jeg ikke. Strukturen ser ustyrlig skrøbelig ud. Ved hjælp af nogle prøver, som ligger i vindueskarmen, får jeg lejlighed til at zoome ind på bladene og opleve strukturen i dem. Både Kryhlmann og Kummeneje Mellem viser skjulte, allerede eksisterende strukturer frit opfundet af naturen frem. Det er næsten en slags kuratering. De presser ikke på med egne visioner, men bærer noget frem til os, ud af en filtret skov. 

Der er flere ting på færde i Kummeneje Mellems lune, mørke rum. De lyse grene svæver i rummet og er omsorgsfuldt bundet sammen. Grenene laver skygger på noget brunt stof, som dækker alle væggene. Jeg læser mig frem til, at det er uld, som er plantefarvet med stenlav. Brunfarven er ikke jævn, den bølger ganske diskret frem og tilbage mellem lysere og mørkere toner. Rummet bliver uhørt beroligende af det brune stof. Den hvide struktur virker derimod oplivende, opløftende. Det er som bølgende sætninger i et digt på et ukendt, magisk sprog. 

Kvensk kultur er udryddelsestruet, men gennemgår i disse år en kulturel opvågning. I 2021 åbnede Kväänibiennaali, kvenbiennalen, for første gang dørene, og Kväänitaiteilijat / Kvensk kunstnerforbund blev lanceret samme år. Nytårsaften 2024/2025 fremførte Kristin Mellem, leder for Norske kveners forbund, Ruijan kvääniliitto, sin første kvenske nytårstale på norsk, som blev sendt side om side med Sametingets præsidents og Norges konges traditionelle taler. Det var en berørende tale, som fremviste en stor tro på, at kunst og kultur indehaver en samfundsopbyggende kraft. 

Kummeneje Mellem kender jeg fra hendes fotoserie Kven er kven fra 2019, og jeg har set det brune stof som del af Kväänibiennaali 2021 og siden igen på Vigelandsmuseet. Der spiller stoffet hovedrollen som et slags jublende vandfald midt i rummet. Det er måske snarere et jordskred? Det vil vi ikke opfatte som jublende, måske snarere som urovækkende. En kultur der skylles væk, eller en kultur som fosser frem mod os, frem mod nyt liv? Jeg finder paradoksalt nok en optimisme her, på et tidspunkt hvor andre – langt større og mere magtfulde – kulturer synes at befinde sig i frit fald.