Kunstnermyten bag væven

Kunstneren Ann Cathrin November Høibo stirrer på mig. Vi kigger på hverandre. Hun sidder i en blå- og hvidstribet kjole foran veninden Thyra Dragseths linse. Der går over et minut, kunstnerens blå øjne begynder så småt at flakke, hun bevæger munden lidt, ændrer sin siddeposition en smule. Kunstneren helt blottet – og så alligevel ikke. For jo mere jeg ser af det filmiske kunstnerportræt Å ligge andføttes (2023), jo mere nysgerrig er jeg på hvem Høibo egentlig er. Vi følger hende i studiet, på tur til Paris og hjemme hos hende selv, hvor hun sidder og væver i forårslyset. Lydsporet veksler mellem Carmen Villains dunkende elektroniske lydbillede og samtaler mellem November Høibo og Dragseth. “Nå tror de vi er sånn matbloggere” siger Dragseth da de filmer på en café i Paris. “Jeg tror bare de tror vi er sånn vanlige” siger Høibo.

På en gang er filmen noget af det vanligste man kan tænke sig, en form for afmystificering af kunstnerarbejdet, en sammensætning af små filmklip med de to venner, som kunne være postet på instagram. Samtidig er det opbygningen af den ultimative kunstnermyte, som bygger på det 20. århundredes lange tradition for sammenblandingen af kunst og (hverdags)liv. Kunstneren ved væven i sit atelier, imens hun vælger tråde og stoffer til sine værker. I en scene klæder hun om bag et tøjstativ i en stor lagerbygning – vi ser hende, men på afstand – ligesom vi ikke rigtig kommer ind på livet af hende i filmen som helhed. Følelserne kommer ikke tæt på, men vi får alligevel et lille indblik i, hvem hun er, hvilket gør nysgerrigheden endda større.

Mellem titel og materiale

Jeg ved ikke om min fortolkning af filmportrættet kan overføres direkte på resten af udstillingen Søvn er Livets Sum på Kristiansand Kunsthall. Men interessen for hverdagens levede liv synes at være det, som forener det konceptuelle og det sanselige i Høibos kunstnerskab. Udstillingens første værk, Pappaperm (2023), er et gigantisk uldtæppe, som netop indebærer denne spænding. Det store vævede tæppe er måske udstillingens mest imponerende værk, men titlen giver det straks en mere blød karakter. Rummet bag Papperperm er beskedent indrettet med en projektor og et meget lille rundt spejl helt oppe under loftet. Det storslåede scenetæppe er for alvor punkteret af denne undseelige scene, og med titlen føles tæppets gennemgående grå farve iblandet små lyn-agtige farvenuancer nu mest som en grå hverdag med små variationer af godt og skidt.

Videre i kunsthallen møder jeg de værker, som jeg forbinder med classic Høibo: vægtæpper vævet med tråd og stof af forskellig tykkelse, form, farve og “tæthed” (nogen værker, fx de fantastiske, næsten-svævende Sol-daten og Det flør (begge 2023) er vævet så løst at hver binding kan ses tydeligt), hvilket gør dem til taktile landskaber, på samme tid tæppe og skulptur. Men den udtalt sanselige oplevelse af tæpperne bliver altid udfordret af værkernes titler og den konceptuelle scenografi, som omgiver dem – denne forskydning er noget af det som gør Høibos praksis så dragende.

For eksempel har det første rums vægtæppe titlen Kriger 1 (2023); som beskuer af det abstrakte tæppe leder man nu efter denne titels berettigelse: hvad er det som gør dette motiv krigerisk frem for de andre? Og hvorfor ligger der en bunke hvide sten på gulvet, indespærret af et gitter, og hedder Kriger 2 (2023)? Stenene er ligesom vævens tråde sat i system, de er fanget i et gitter, og for enden ligger nogle sten løst på gulvet, næsten ligesom tæppernes frynsede endetråde. Frem for bare at nyde tæppernes materialitet, bliver vi tvunget til selv at væve tråde mellem værkerne, til at medtage den mystiske konceptuelle scenografi, som punkterer den rent sanselige oplevelse. Vægtæpperne indebærer også denne spænding ved at være hængt op på plastikrør i funklende farver; de ligner næsten lyssværd, og fremhæver på en egenartet måde tæppernes kontrasterende materialer.  

Kunstneren er (ikke) tilstede

I sidste rum møder jeg et værk, som synes at være en gimmick; en slags installation med en stor væv af træ stående på en kokosmåtte (Uten Tittel, 2023). På venstre side hænger et grønt reb ned fra loftet med en sølvbøjle for enden, og på højre side står en ergonomisk stol ombetrukket af Høibo selv. Man kan se at et tæppe er i gang med at blive produceret på væven, og det er meningen at Høibo skal arbejde her imens udstillingen er åben. Da jeg besøger udstillingen, står installationen imidlertid tom. Jeg ser på et intimt møde med kunstnerens arbejdsplads, men the artist is not present; kun flygtigt iscenesat i en slags studio, som samtidig minder om en træningshal i kraft af gymnastikringen og kokosmåtten. Værket taler sammen med filmportrættet, fordi de begge iscenesætter kunstnermyten og mysteriet om kunstværkets opståen; hvor det slutter, og hvor hverdagen begynder.

Udstillingen afsluttes med seks vægtæpper, igen i den “klassiske” Høibo-stil. Titler som Myk i ansiktet og Sommertørst (begge 2023), frembringer andre referencer end dem man umiddelbart får fra værkernes materialer, og sammen danner de komplekse sansninger. Motiverne har referencer til titlerne: På Nattepust (2023) er vævet en lang diagonal plamage af mørke farver i det ellers lyse tæppe, mens der på Det blør (2023) er vævet en lyserød del i højre hjørne, som skiller sig ud i forhold til de andre tæpper, og som giver en association til blødning. Men ligesom med den tomme væv og filmportrættet, som kun viser overfladen af kunstnerens arbejde og liv, skaber disse værker stadig en nysgerrighed omkring, hvad Høibo har tænkt og følt i skabelsesprocessen – som selvfølgelig indebærer betitlingen. Dette er et spørgsmål, som det ikke er meningen at kunstneren skal svare på. Men udstillingen drager netop derfor fordel af at invitere beskueren ind i denne kunstnermytiske udforskning.