Fremtidsangst og fortidsforløsning

Anmeldelse

Utstilling: Årsutstillingen 2022

Produsent: Norske Kunsthåndverkere

Sted: Drammens Museum

Utstillingsperiode: 17. september – 30. oktober 2022

Der er en alvor i Årsutstillingen 2022, som reflekterer de mange bekymringer, man kan have, når man lever i dag: klimakrise og overforbrug, mental sårbarhed, krig, sygdom og død. Udstillingen går tæt på alt det svære, men finder også håb i gamle traditioner, taktile eksperimenter og tilfældighedens lyksalighed.

Af Joachim Aagaard Friis

For første gang præsenteres Norske Kunsthåndverkeres Årsutstillingen på Drammens Museum, og der vises 73 værker af 52 kunstnere, deriblandt 13 debutanter. Som altid er der åben indsending til udstillingen, og de endelige værker udvælges af en jury i år bestående av Marianne Moe, Ole Morten Rokvam, Cathrine Kullberg og Åsmund Thorkildsen. Juryen skriver i kataloget, at udvælgelsen ikke afspejler et specifikt tema og ikke er interesseret i at definere afgrænsninger mellem billedkunst, design og kunsthåndværk. Denne beslutning begrundes i Drammen Museums egen udstillingstilgang, som blander kirkekunst, malerier, skulpturer, interiører, tekstiler og interiører på tværs af historiske tidsperioder. Det er interessant at juryen vælger at bygge deres udvælgelse på en slags stedsspecifik udforskning, men det bliver lidt mere problematisk i selve kurateringen. 

På skattejagt i mørket

Man har valgt at vise en stor del af udstillingen midt i de faste kulturhistoriske samlingsrum i museets hovedbygning. Enkelte gange er det succesfuldt, men desværre oftest til forvirring og ulempe for værkerne. Man kommer reelt på skattejagt i disse svagt belyste rum, hvor man må prøve at finde udstillingens værker mellem glaskunst fra 1700-tallet og nygotiske kjoler fra det sene 1800-tal. Selv når værkerne fungerer godt sammen med den faste samling, som for eksempel i Guri Sandviks taktile lerkummer eller Siri Berqvams tekstilkande Implantat (2022), virker det som om udstillingen ikke helt kan finde ud af, hvilken plads de nye værker skal have. Ofte er de ikke ordentligt belyst og de balancerer derfor – til stor forvirring – mellem at blende ind i den faste udstilling og samtidig være unikke og kontemporære kontekstualiseringer. Dette er synd for mange gode værker er repræsenteret her – alt fra Eva Schjølbergs tekstile undersøgelse af begær, over Irene Nordlis fantastiske barok-abstrakte keramikværk Beholder nr. 23 (2022), til smukke tekstilarbejder med højaktuelle temaer fra Kristin Sæterdal, Kristina D. Aas og Line Solberg Dolmen.

Originale papireksperimenter

Alligevel må jeg særligt fremhæve et enkelt værk i disse kulturhistorisk ladede rum, som stikker så meget ud, at det kunne være udstillet hvor som helst – intet fra den faste samling kan tage fokus fra det. Der er tale om debutantprisvinderen Masoud Alirezas Untitled (2021). Som en stor grå sky svæver dette store papirværk midt i rummet, komplet overtegnet med grafit og hængt op med magneter i næsten usynlige tråde. Som juryen selv bemærker, er værket en original rumlig udforskning, som vibrerer mellem det lette og flygtige, som papirmaterialet indebærer, og det tunge og fysisk nærværende. Jeg havde aldrig troet at et let og tyndt papir kunne give et så bastant indtryk på mig, og dette må være et af kunsthåndværkerens ypperste mål: at skabe en helt ny forståelse for et specifikt materiale.

Alirezas mørke sky er også symptomatisk for udstillingen som helhed. For som sagt er den fyldt med bekymringer, men også omsorg for de udfordringer, som vi er omringet af i denne tid. Dette kommer særlig tydeligt frem i de fine beskrivelser, som følger hvert værk, og som er skrevet af kunstnerne selv. Til forskel fra fx Høstutstillingen, hvor der kun følger vægtekster til få af værkerne, får vi her præsenteret hvert eneste værk med en fin tekst, som tydeligvis er skrevet fra den enkelte kunstners eget perspektiv. Disse tekster skaber en helt særlig nærhed til udstillingens værker og giver et indblik i de overvejelser, som er indgået i arbejdsprocessen. 

Miljø-omsorg og angst

“Titlene refererer til farger i Werners Nomenclature of Colours, et fargesystem der hver farge beskrives med en henvisning til planteriket, dyreriket og mineralriket. Systemet hviler på en tanke om naturen som en bestandig referanse for fargene. To hundre år senere er mange arter truet av utryddelse”

Det skriver Margrethe Loe Elde om sine fire værker, hvoraf jeg kun nævner ét på grund af de lange titler: #51 Bluish Green. Egg og Trush/ Under Disk og Wild Rose Leaves / Beryl (2021). Elde har skabt nogle æstetisk imponerende figurer af tekstilt affald, og forener med sine titler og diskurs en omsorg for naturen med en faktisk bæredygtig produktion. Disse værker står i museets Lychepavillion, som består af tre rum udelukkende dedikeret til årsudstillingen, og det fungerer bare bedre – selvom jeg beundrer forsøget på den stedsspecifikke tilgang i de kulturhistoriske rum.

I Lychepavillionen møder vi også Ida Siebkes smukke og foruroligende glasskulpturer, som er ”et sammensat monster med ulike personligheter”: Vrengt, Undetrykk, Skrik og Knyt. Skulpturerne kunne faktisk være referencer til Munchs Skrik med deres ovale hovedstrukturer og henholdsvis åbne, forknytte og sprængte huller. Værket sætter fokus på angst som både en fysiologisk og psykologisk tilstand – og måske en samfundsdiagnose akkurat nu?

Mod fortidens langsomme traditioner

Som en bevægelse væk fra angsten – og mod mere bæredygtige måder at være i verden på – ser flere værker mod fortidens traditioner og familiegenerationernes bånd. Bente Valentinsen Dankertsen vægtlægger den lange tid, som arbejdet med hjorteskind tager i hendes værk Differences (2022). Her har hun skrabet en håndfuld hjorteskind rene og fedt-garvet dem med forskellige farvegivende materialer, en behandling med rødder i middelalderen. Anne Helen Robberstads værk Den svarte ulla – Fellen arbejder med de samme fortegn. Her er den traditionsrige brug af uld i Norge reflekteret ved at bearbejde ulden i hånden, hvilket både peger på en mere tidskrævende proces fra fortiden og på nutidens forbugersamfund. Rent materielt strækker ulden sig fra en klumpet masse til lange snore med sten for enden, en rumlig installation med stor symbolkraft.

Tilfældets kraft

Udover at vendte tilbage til en langsommere tidslighed i traditionerne, udtrykker årets kunsthåndværkere også en stor glæde og inspiration ved tilfældighedernes spil. Astrid Sleire – vinder af årets Finn Erik Alsos mindepris – undersøger med værkerne Flak – Grønt (2022) og Flak – Rosa og rødt (2022) ler-materialets stoflighed og dets grænser. Vi ser leret bøjet i forskellige stadier, nogle af figurerne giver sig helt og bliver liggende på slagsiden. Den rumlige rytme som skabes mellem skulpturerne i serien, giver en særlig kvalitet til enkeltværkerne, og som juryen beskriver det, forskes der her i ”kontrollerte tilfeldigheter”.

Anni Onsager vægtlægger også de ”tilfeldige konturer og farger”, som hendes skulpturer Tweed I (2022) og Tweed II (2022) indebærer, og som rigtignok giver nye perspektiver fra enhver vinkel. Skulpturerne inspirerer beskueren til at finde skjulte former og figurer i værkerne, som var der tale om et ekspressionistisk maleri. Anne Line Sund skaber ligeledes direkte kopier af tilfældige sten, som hun har fundet uden for sit værksted. Serien af modellerede lerfigurer, som inkluderer Our Common Ground (2021), Untitled (2022), Element (2022) og Terra Incognita (2022), skaber en meditation over – og en ophøjelse af – noget af det mest grundlæggende ved vores omgivelser og det vi har til fælles: jorden under os. 

For Sidsel Hanum, Pauliina Pöllänen og Trude Westby Nordmark, synes den meditative proces ved kunsthåndværket at have manifesteret sig i formen: alle deres tre skulpturer formidler abstrakte men også gentagende mønstre, som henholdsvis beskrives som bølger hos Hanum, en beholder for energier hos Pöllänen og hos Nordmark som en hemmelig have – et veritabelt ”escape room” fra verdens katastrofer. Det virker til, at håbet midt i de mørke bekymringer, som udstillingen også rummer, ikke bare ligger i kunstnernes refleksioner om traditioner, langsomhed og fællesskab, men også i det kartarsiske ved selve kunsthåndværket.