Anmeldelse av utstillingen Esra Düzen: Swarm Flux, RAM Galleri, 23. januar-22. februar 2025

En brutal opvågning fra hypnosen
Esra Düzen er ikke er bange for de rå kanter.
I den forreste halvdel af RAM Galleri, er Esra Düzen (f. 1983) aktuel med udstillingen Swarm Flux. Inde i galleriet står jeg ved vindueskarmen, som egentlig mere er en bænk, der er bygget langs det store udstillingsvindue ud til Kongens Gate. På den hvidmalede træbænk ligger syv værker placeret i en række – skiftevis præget aluminium og broderet tekstil. Jeg går på opdagelse i motiverne, og får lyst til at pege på alle de små karakterer og former der myldrer frem i tekstilarbejdet. Se, en snegl! En lille hånd. En hypnotiserende spiral. Farverne er skarpe, og materialerne næsten barnlige. De broderede figurer i tekstil minder mig om en helt særlig type tøjdyr fra min barndom. Det var små reptiler i glat og metallisk stof, fyldt med sand, så de var dejligt tunge i hånden. Mange børneværelser i 00’erne havde en mindre samling af disse. Min hånd ved præcis, hvordan det materiale føles.

Motiverne er mystiske og kropslige. Der er en der ligner en blanding af et tarmsystem og en skorpion. Ting, der snor sig. En krop, der bliver delt i to fra hovedet og ned. Jeg kommer til at tænke på kultklassikeren Det Femte Element fra 1997. På samme måde som i den film, beskæftiger udstillingen sig med en helt særlig kombination af episk sci-fi mytologi leveret gennem campy æstetik.
Alle værkerne i rummet er udstillet under samme titel, som går igen som udstillingstitlen - Swarm Flux. Det kommunikerer jo egentlig, at der er tale om én stor installation. De forskellige dele skiller sig alligevel ud, og opleves som enkeltstående værker med deres egne historier at fortælle.
I hjørnet diagonalt overfor døren bliver man mødt af en installation af tre opretstående rammer, som er ornamentalt udskårne, sort- og guldmalede. De fremstår som et triptykon. I rammerne er der opspændt naturfarvet canvas, hvorpå der er malet og broderet motiver. Motiverne er både menneskelige, dyriske og abstrakte. De er tvetydige i køn og kropsligt frigjorte igennem deres bevægelse, som er sensuel og udforskende. Men frem for alt er de utroligt søde. Den klassiske mytologiske skabning, ouroboros, er her afbildet som en børnelignende slange med menneskeoverkrop, som ser naiv men også lidt listig ud, med sin halespids på vej ind i munden.

I udstillingens eneste videoværk optræder der en person i et kostume, en slags rituel rustning, som undersøger forskellige objekter igennem sin egen bevægelse. Karakteren virker til at være i en anden bevidsthedstilstand, drømmende eller i trance. I baggrunden af videoen er der et kitschy mælkevejs-kosmos, skabt med green screen, som roterer rundt omkring den enlige karakter i en cyklisk rytme af aktivitet. De glitchy overgange og maksimalistiske effekter larmer ublufærdigt. Düzen er ikke bange for de rå kanter. Videoen er rå i kanterne, ligesom broderierne er rå i kanterne. Men det er ikke sjusket. Det er bare menneskeligt, upoleret og stolt af at være lige præcis dette.
På trods af værkernes hypnotiserende effekt, som jeg fordyber mig i, bliver jeg ved med at vågne op til den brutale virkelighed. I galleriets loft er der installeret lysstofrør i en dominerende firkant. Landskabet er udgjort af gråtoner og skarpe kanter. Jeg har det lidt som om at lyset netop er blevet tændt på baren, og at aftenens magi nu er brudt. Man kunne forestille sig dette projekt omgivet af dramatisk lyssætning, en projektion i stedet for en fladskærm, hvor værkernes taktilitet bliver tilladt at vokse ud over deres rammer. Det havde været klædeligt med et forsøg på at forlænge den magiske illusion fra værkerne ud i rummet.
RAM Galleri er et sted, hvor vi ikke er i tvivl, fra første sekund vi træder ind ad døren, om at dette er en arbejdsplads for kunsthandel. Noget af det første, jeg får øje på, er kontorområdet i bunden af det lange udstillingslokale. To store iMac’s, dækket i post-its, tomme flasker prosecco i et hjørne og en lavmælt summende lyd af gallerister, som planlægger kommende udstillinger. Det skaber en ufrivillig ironi i mødet med denne udstilling, som beskæftiger sig med en spirituel og omsorgsfuld måde at være i verden på. På en måde fremhæver dette «clash» en naivitet i værkerne, som er ganske fin og sårbar. Men jeg når desværre ikke langt ind i Düzens fine univers, før jeg igen bliver mindet om, hvor jeg er.
Det er forfriskende at blive fritaget for materiale-puritanisme og minimalisme. Glimmer-tekstiler fra børneværelset er velkomne til denne fest. Den afslappede indfaldsvinkel gør den ellers spirituelle tematik mere folkelig end højtidelig. Ledt på vej af humoren føles det intuitivt at gå på opdagelse i de mytologiske symbolers fortællinger. Vi bliver inviteret til at åbne bevidstheden for noget før-antropocænt i os selv, og kollektivt meditere på det. Det ærgrer mig bare, at det omgivende rum ikke også udsteder den invitation. Jeg drømmer om i fremtiden at se den samme omsorg og opmærksomhed, som der er lagt i værkerne, når det kommer til at inddrage rummet i udstillingsoplevelsen.
